USA oktober 2017





Dag 1 - Rejsen til Amerika
Så er vi på farten igen, og denne gang til et af de mest fantastiske naturområder på Jorden, det vestlige USA. Vi har taget en rundtur på ca. 2400 km. fra Las Vegas, nord, øst, lidt syd og så tilbage til Las Vegas igen, eller det var i hvert fald planen, hvis ikke det lige var fordi Ole mistede sit pas den fredag eftermiddag hvor vi skulle flyve hjem, hvilket betød et ekstra smut til San Diego i Californien efter et nyt pas, inden hjemtur et par dage senere fra Los Angeles. Anledningen til besøget i Las Vegas var et 3 dages kursus som Ole skulle deltage i, og det gav mulighed for at opleve nogle flere af de vilde og mærkelige ting ved byen vi ikke nåede sidste år. Bl.a. en fantastisk koncert med Elton John i Caesars Palace. Turens højdepunkt var besøget i Bryce Canyon et par dage hvor bl.a. gik ned i dalen for at fotograferer den overvældende natur. To nætter kørte vi ind i parken for at se nattehimlen, hvor man tydeligt kunne se mælkevejen.




Dag 2 - Zion og Bryce Canyon
Zion National Park i det sydligste Utah er en fantastisk smuk canyon med nogle voldsomt imponerende klippepartier, som tårner sig højere og højere op omkring dig, i takt med at du bevæger dig dybere ind i parken. Zion Canyon er opstået gennem millioner af år, takket være Virgin flodens konstante strøm gennem dalen. North Fork Virgin River er en sideflod til Colorado. Vandstrømmen i floden virker som en massiv nedstryger, der med sin skarpe klinge langsomt men sikkert har filet sig ned gennem klippepartierne og blotlagt de røde klippesider. Det er et voldsomt imponerende sceneri. Tilbage står de massive klippesider i al deres magt og vælde tilsat alle tænkelige røde, gule og orange farver på grund af de mange mineraler i undergrunden.




Dag 3 - Bryce Canyon
Bryce Canyon – røde klippesøjler i Utah. De står side om side så langt øjet rækker, de slanke, røde klippesøjler i Bryce Canyon, og peger deres spidse tinder op mod himlen. Bryce Canyons smukke landskab midt på Colorado Plateauet i det sydlige Utah er opstået gennem millioner af år, hvor vind og vejr har fået det mest porøse materiale til at erodere væk, mens de hårdeste strukturer er blevet stående tilbage. Det gælder de klippesøjler, turisterne i dag valfarter til Bryce Canyon for at se. Den røde farve skyldes det høje indhold af mineraler i klipperne, bl.a. jern. Nationalparken ligger i omkring 2.500 meters høje over havet og omfatter ca. 145 km². De første hvide nybyggere, der slog sig ned i området omkring 1850 var mormoner. I 1875 slog Ebenezer Bryce sig ned i området, og efter ham har kløften fået sit navn.




Dag 4 - Bryce Canyon & Capitol Reef
Capitol Reef – røde klippevægge i Utah. Med sin placering i det centrale Utah, ligger Capitol Reef National Park et stykke væk fra de andre populære nationalparker i Utah. Capitol Reef byder både på spektakulære klippeformationer og kulturhistorie, takket være den frodige dal gennem parken, som har givet ideelle betingelser for dyrkning af frugttræer og andre afgrøder..




Dag 5 - Arches
Arches - Med over 2.000 klippebuer og porte, skabt i sandsten af naturen selv, samlet indenfor et relativt begrænset område er Arches National Park den mest populære nationalpark i det østlige Utah. Og når man kører gennem det fascinerende landskab af monumentale røde, orange og gule sandstensklipper, er det ikke svært at forstår hvorfor. Det mageløse landskab byder på utallige naturoplevelser, der konstant udfordrer din fantasi til at se fatamorganaer, når klippeskulpturerne tager form som hunde, heste eller bizarre ansigter. Buerne i Arches National Park får i øvrigt ikke kunstig hjælp til at holde sig oppe. Når de falder, så falder de.




Dag 6 - Mesa Verde & 4 Corner Monument
Mesa Verde - de forladte klipperuiner er bygget i op til tre etager, og menes at være opført af Anastazi stammen, der har boet i området fra omkring år 500 og frem til 1300-tallet, hvor stammen pludselig har forladt området, muligvis p.g.a. tørke. Området har ligget så tilpas afsides fra alting, at man har kunnet være i fred for rivaliserede stammer. Mesa Verde, der på spansk betyder “det grønne plateau”, ligger på højslette med en del træer, deraf det oprindelige spanske navn. Det mest kendte af boliganlæggene er Cliff Palace der har 150 værelser og 23 kivaer (religiøse rum), og antages at være det største klippehus i Nordamerika.

Four Corners - hvis det ikke lige var fordi, at grænserne mellem Arizona, Colorado, New Mexico og Utah tilfældigvis mødes på netop dette punkt midt ude i ingenting, ville dette stykke ørken ikke have fået nogen som helst opmærksomhed. Men nu er Four Corners tilfældigvis det eneste sted i USA, hvor fire delstater støder op til hinanden, og det skal naturligvis markeres. Four Corners i det vestlige USA er dermed det eneste sted i USA, hvor du kan stå med fødderne plantet i fire forskellige stater – på én gang.




Dag 7 - Monument Valley & Grand Canyon
Monument Valley – enorme klippepartier i gule, orange og røde farver er den fascinerende tiltrækningskraft ved Monument Valley, der ligger lige på grænsen mellem Arizona og Utah. Monument Valley er speciel som nationalpark i kraft af, at parken ligger på indiansk jord og er privatejet. Det er således de lokale Navajo-indianere, der driver Monument Valley og det tilhørende besøgscenter, og Monument Valleys officielle navn er Monument Valley Navajo Tribal Park. Landskabet er som taget ud af en westernfilm, og det ikke helt tilfældigt. For de fantastiske klippepartier har optrådt i adskillige westerns, bl.a. en række af instruktøren John Fords klassiske westerns, bl.a. My Darling Clementine fra 1946 og Forfølgeren (The Searchers) fra 1956. Millioner af års erosion har skabt Monument Valley. Det er Colorado-plateauets specielle geologi, der gennem millioner af år har været med til at skabe det helt særlige landskab i Monument Valley. De mange klippemonumenter er opstået i takt med, at vind og vejr har fået de blødere materialer som jord og ler til at erodere væk, således at kun de mest hårdføre klipper er blevet stående tilbage. Monument Valley har altså oprindeligt været fladt, og jordoverfladen har ligget i niveau med, hvad der nu svarer til højden på de højeste tilbageværende klippetinder.




Dag 8 - Grand Canyon Caverns & Las Vegas
Grand Canyon Caverns - godt 60 meter under jorden i det vestlige del af Arizona ligger et unikt system af underjordiske huler, skabt af vandmasser for millioner af år siden. I dag kan man på guidede ture komme ned i hulerne, som der er adgang til via en 64 meter dyb elevator, der bringer turisterne ned til ”jordens indre” i Arizona. Og vil man for alvor på eventyr under jorden, booker man en overnatning i ”suiten” – med højt til loftet og totalt mørke 64 meter under jordens overflade. Grand Canyon Caverns har ikke direkte noget med Grand Canyon at gøre. Men navnet er retfærdigvis ikke kun et trick for at lokke turisterne til. Hulerne har ret faktisk direkte forbindelse til selve Grand Canyon-kløften, hvilket man fandt ud af i 1958, da man fyrede nogle røgbomber af, for at få en ide om, hvor hulerne førte hen. Temperaturen nede i hulerne er den samme døgnet rundt, dag og nat – 13 grader hele året rundt. Klimaet i hulerne er desuden meget tørt, hvilket gør hulerne fantastiske til opbevaring. Således bragte man under Cuba krisen i oktober 1962 en række nødrationer af bl.a. vand og fødevarer ned i hulerne, der kunne fungere som beskyttelsesrum for indbyggere i den nærliggende by Kingman. Der er således opmagasineret nødrationer til cirka 2.000 personer i 14 dage. Og den dag i dag fejler rationerne af slik og konserves intet – og kasserne står der i øvrigt endnu, hvilket man ved selvsyn kan konstatere på rundvisningen – selvom nogle af forsyningerne retfærdigvis er blevet udskiftet siden 1962. Med vanlig amerikansk sans for en god forretning, kan man naturligvis blive gift nede i dybet. Og for et par år siden åbnede man så Grand Canyon Caverns Suite, hvor man kan booke sig en usædvanlig overnatning 65 meter under jorden. Man får lov at rykke ind i suiten, når den sidste rundvisning i hulerne er overstået, og så har man ellers Grand Canyon Caverns for sig selv indtil næste morgen.




Dag 9 - Las Vegas
Las Vegas - Las Vegas er en amerikansk by, beliggende i et ørkenområde i den sydligste del af staten Nevada. Las Vegas er et absurd sceneri placeret et fuldstændigt grotesk sted, naturen, klimaet og geologien taget i betragtning. Til gengæld har Las Vegas alt, hvad en turist kan ønske sig: Gigantiske hoteller, der (næsten) altid har et ledigt værelse, shows, spil, shopping og underholdning i verdensklasse – og en unik natur lige uden for bygrænsen, når du har fået nok af larmen og de evigt blinkende lamper fra de uendelige rækker af spillemaskiner.




Dag 10 - Las Vegas
John C. Frémont rejste ind i Las Vegas dalen den 3. maj, 1844, mens den stadig var en del af Mexico. Han var leder af en gruppe videnskabsfolk, spejdere og observatører, udsendt af United States Army Corps of Engineers. Den 10. maj 1855 blev 30 mormonmissionærere ledet af William Bringhurst sat til at omvende den indianske befolkning. Der blev bygget et fort i nærheden af hvor det nuværende downtown er. Dette havde til formål at være et proviant- og hvilested, for dem der rejste ad Mormon passagen. Den 15. maj 1905 blev der etableret en jernbanestation. Den 19. marts 1931 blev spil lovligt i byen, samtidig med at man byggede Hooverdæmningen. Dæmningen stod færdig 9. oktober 1936. 10 år senere åbnede mafiaens lejemorder Bugsy Siegel Flamingo Hotel. 10 år senere åbnede hvad der er i dag er kendt for The Strip.




Dag 11 - Las Vegas og Oles ekstra tur
Las Vegas har mange hoteller og kasinoer, som hver har deres forskellige temaer. F.eks. New York New York, som er baseret på byen, med Frihedsgudinden og byens skyskrabere som facade, Luxor, med Egypten som tema, hvor de har lavet et hotel, som forestiller en pyramide og Caesars Palace, som har Romerriget som tema. Luksussegmentet har udviklet sig voldsomt gennem de senere år. Det ene luksushotel efter det andet et skudt op langs The Strip, og nyåbnede hoteller som Wynn Las Vegas og nabohotellet Encore Suites samt The Cosmopolitan of Las Vegas sætter nye standarder for begrebet luksus, mens de eksisterende hoteller har opgraderet mange af deres værelser med spabad, fladskærme og store lækre badeværelser.